Søren Hillers stor NY.jpg

Vælgermøde Ældresagen og Ældrerådet

Jeg har i dag været til vælgermøde arrangeret af Ældrerådet og Ældresagen i Faaborg-Midtfyn Kommune. De havde organiseret det på den måde, at hver kandidat fik et bundet emne at tale om til en start. Jeg havde fået pårørendepolitik, som jeg synes er et superinteressant emne: Rigtig mange mennesker ER pårørende til og yder en daglig og omfattende indsats til plejekrævende mennesker, hvis pleje så til gengæld (stortset) suverænt organiseres af kommunerne og er spundet ind i en lovgivning og en styringstænkning, der ekskluderer de pårørende. Individualistisk social- og sundhedspolitik er utilstrækkelig fordi mennesker hører sammen med andre mennesker og vore skæbner er flettet sammen med andre menneskers skæbner.

Jeg lærte en del af mødet, fx at der er rigtig mange ting, jeg ikke ved noget om, fx at der er noget der hedder X-huset i Broby, om hvorvidt kvalitetsstandarder inkluderer vask af ryggen osv. og faktisk også om, hvad jeg tænker om friplejehjem - så mit bidrag her var beskedent. Men det var GODT at se så mange engagerede mennesker og lytte til hvad, der betyder noget for dem - også i forhold til det kommende valg.

Og godt at mærke, at jeg ikke var den eneste der krympede mig, da Ny Borgerlige forsøgte sig med, at der manglede boliger til de ældre, fordi flygtningene kommer foran i køen. På billedet ses jeg sammen med Søren Hillers, fra Radikale Venstre.

26/10/17